Bjerregård på Fur - fra hovedgård til villakvarter

af Jens V. Olsen, Roskilde

(Artiklen har tidligere været gengivet i Skiveegnens Jul '88 - her med enkelte ændringer)

 

Når man går en tur i villakvarteret Bjerregårds Bakke på Fur, er der ingen tegn på, at der her en gang har ligget en meget stor gård. Landsbyen Nederby på Fur er meget gammel. Den er efter de nyeste arkæologiske udgravninger at dømme allerede opstået noget før år 1000. På et tidligt tidspunkt i byens opståen er der på et meget strategisk sted, nemlig på bakken helt ud mod de naturlige skel i form af skrænterne i øst og syd ned mod vejen, bygget en stor gård. Da gården lå på bakken - bjerget - var det naturligt, at den fik navnet Bjerregaard.


Fig. 1: Den døvstumme Else Jeppesen, der blev kaldt Else i Bjerregaard, efterlod ved sin død en lang række tegninger af furboer og deres huse og gårde. Her har hun tegnet Bjerregaard i Nederby, som den så ud i 1854.

I de første mange hundrede år har vi ingen, eller kun ganske få historiske kilder, derfor var det først i året 1440, at Bjerregaard viste sig. På den tid hørte hele Fur til Viborg Domkapitel, og samme år fik Domkapitlet nye statutter, hvori vi bl.a. får opregnet kapitlets indkomster. Således ser vi, at i tredie prælatur, der kaldtes Ærkedegnedømmet, indkom årligt en læst korn (d.v.s. 24 tønder byg) til klæde fra Curiam Wargaard med flere gårde.

Betegnelsen curiam betyder en hovedgård. Hvad angår navnet Wargaard er det en fejlskrivning for Biergaard, d.v.s. Bjerregaard, hvilket tydeligt fremgår af en nyere udgave af statutterne. Senere jordebøger viser, at Bjerregaards beboere alene ydede 12 tønder byg, medens resten kom fra flere mindre gårde i Nederby.

De mennesker, der boede i Bjerregaard støder vi dog først på senere.

Det første navn nævnes på reformationstiden. Det var en brydningstid for landet, og mange adelsfolk mente, at når man nu ophørte med at holde sjælemesse i kirkerne, så skulle de gårde, der tidligere var givet til kirkerne eller klostrene for sådanne ydelser, leveres tilbage til giverens arvinger. Således var Lundgaard på Fur i 1410 blevet givet til Viborg Domkapitel - mod sjælemesser - af Maren Jensdatter, datter af den sidste adelsmand på øen Jens Mikkelsen. Nu - i 1532 - regnede den unge adelsmand Iver Krabbe sig som retsmæssig arving til en del af Fur og viste sig frem ved sammen med et større jagtselskab med hunde at ride frem og tilbage over bøndernes jorder mange dyr blev bidt ihjel, og meget korn blev trampet ned.

Således skete det for Jep Nielsen i Bjerregaard. Han havde kun 5 lam og de 4 blev bidt ihjel af Iver Krabbes hunde. Denne affære blev påtalt, og ved en større retssag blev det bestemt, at Iver Krabbe ikke skulle have del i Fur. Bl.a. fordi man fra Domkapitlets side havde sørget for, at, når messerne ikke kunne holdes i Viborg - Hans Tausen var jo allerede kommet hertil i 1525 og den evangeliske kirkeordning var indført i byen i 1529, så blev messerne i stedet holdt i Dueholm Kloster der endnu havde en katolsk prior. Iver Krabbe fik dog lov til at ansætte en præst ved Viborg Domkirke til at holde gudstjenester efter den nye reform.

Iver Krabbe fik dog skaffet sig gods andre steder, så han kunne bygge Krabbesholm ved Skive.

Nu går der atter en årrække, før et nyt navn dukker op i Bjerregaard. Det var i foråret 1567, da Peder Pedersen også kaldet Peder Bjerregaard var delefoged, d.v.s. lensmandens repræsentant på øen. Ud fra hans tilnavn må vi antage, at Peder boede i Bjerregaard. Peder Bjerregaard stod frem på tinget for at forkynde en beslutning fra lensmanden Axel Juel til Villestrup, der var forlenet med Ærkedegnedømmet. Medens Peder stod der, dukkede pludselig en anden furbo Niels Thomassen op og stak en kniv i livet på Peder. Denne trak selv kniven ud, men faldt så om. Da de omkringstående så det, blev de så forskrækkede, at de faldt på knæ og bad om, at Peder måtte »komme till skiell och schrifftmoll«, hvilket Gud ham nådigt tillod, som der står skrevet. Peder døde på tredie eller fjerdedagen, medens Niels Thomassen i forvirringen slap væk og ikke siden blev fundet.

Da Axel Juel hørte om denne sag, sendte han oplysningen videre til kongen, som befalede at dommeren ved Viborg Landsting skulle se på sagen og dømme, hvorvidt tingfolkene skulle straffes for ikke at have pågrebet gerningsmanden. I december 1567 stadfæstede landstinget i Viborg, at tingmændene var strafskyldige, fordi de ikke pågreb Niels Thomassen, men i stedet koncentrerede sig om den sårede Peder Bjerregaad.

Fra 1600-tallets begyndelse kommer der væsentlig flere kilder, og fra nu af kender vi navnene på alle familieoverhovederne i Bjerregaard. Gården var da, og sikkert længe inden, beboet af hele tre familier. Deres andele i gården var mærkeligt skæve. Almindeligvis skete det, når der i en gård var to sønner til at arve, så fik de hver en halvpart; men i Bjerregaard var forholdet det, at fæsteren Niels Thomasen, der intet har med den tidligere nævnte person med samme navn at gøre, omkring 1620 havde 1/4 part. Lisbeth Nielsdatter havde 1/3 part, medens Kjeld Christensen havde 5/12 part i gården. Hvorledes en sådan opdeling kunne være sket er vanskeligt at forklare.

På den tid havde de tre fæstere i Bjerregaard en uhyggelig oplevelse. I sommeren 1619 blev Morten Nielsen fra Sunde på Fur anklaget for at have sat ild på Lisbeth Nielsdatters hus. Hvis ilden havde fået rigtig fat i de stråtækte bygninger, så ville intet kunne reddes, og alle tre familier var blevet hjemløse. Sagen finder vi i Viborg Landstings tingbog. Under 2. august 1619 indstævnede Morten Nielsen dels Peder Sørensen og Niels Sørensen, dels Niels Thomasen og Kjeld Christensen til at vidne i sagen og under 29. august 1619 er indført en række tingvidner, der fortæller følgende.

Peder og Niels Sørensen kom sildig ud for at lægge sig i deres moders hus, og da så de Morten komme gående i gården. De talte til ham og bad ham forsvinde fra stedet, fordi de tidligere havde lidt skade af onde mennesker. Da var Morten gået ind i et af husene og havde taget ild og sat det i husets tag. De fulgte ham og så alt, hvad han gjorde, indtil huset brændte.

En mand fra Løgstør ved navn Jens Jacobsen bevidnede, at han og hans hustru var på besøg hos Lisbet Nielsdatter og lå og sov, da Lisbet kom og råbte og bad dem hjælpe med at redde hendes hus. Morten Sunde havde sat ild på det og nu frygtede hun, at han stod ude i gården og ville stikke en kniv i enhver, som viste sig. Jens Jacobsen gik dog frem »i Guds navn« og så nogle havde fat på Morten, og der var ild i taget. Nu råbte Lisbet, at de skulle lade Morten 1øbe og i stedet redde huset. De bad så Sunde Morten pakke sig, og han gik bort. Herefter tog Niels Thomasen tørven med gløderne ned fra taget og slukkede ilden.

Niels Thomasen fortalte, at sildig på natten var Peder Sørensen kommet løbende til ham og bad ham redde huset. Sunde Morten havde sat ild på. Da han kom ud i gården hørte han Lisbet råbe at Morten skulle forse sig, og denne var løbet vest på af gården.

Morten Nielsen bekendte, at han havde været i gården om natten. I Lisbets hus havde han set ind på husets stegers og så, at der fløj flere gnister ned på taget. Så var han gået til vinduet og havde råbt nogle gange og havde sagt, at der var ild i taget over stegerset. Så bad hun ham gå.

På landstinget vurderede man, at vidnesbyrdene var utilstrækkelige og delvis modstridende, så man afventede yderligere oplysninger. Det ser dog ud til, at man har opgivet at følge sagen op.

Bjerregaards bygninger hører vi ellers først om meget senere. I en jordebog fra 1696 er angivet at den nordre længe, der sikkert er de sammenbyggede stuehuse, er på 40 fag. Den søndre længe er på 45 fag, der er 20 fag i den østre længe og kun 7 fag i den vestre. Der er selvfølgelig gennem tiden sket ændringer, når en gammel længe er revet ned og en ny bygget op, men en ide om det store bygningskompleks får vi dog ved at se på udskiftningskortet, der er tegnet i 1801.

Fig 2. Udsnit af udskiftningskortet fra 1801. En del af Nederby med Bjerregaard øverst.
Bjerregaards tre parter er angivet med udskiftningsnumrene 20 - det er den part, hvor Kjeld Christensen boede i 1619, nr. 21 hvor Niels Thomasen boede, og nr. 22 hvor Lisbet Nielsdatter boede. De forskudte stuehuse i nord med nr. 22 kan genkendes i tegningen fig. 1.
Laang Mikkel blev født i det midterste del af stuehusene i nord (nr. 21).

På et område på henved 60 m i tværmål lå i nord et ca. 40 m langt stuehus opdelt i tre parter til hver sin familie. De øvrige 7-8 bygninger lå nærmest hulter til bulter omkring gårdspladsen.

Bjerregaards jord blev dyrket i fællesskab med de andre gårde. De tre familier i Bjerregaard dyrkede ikke mindre end 164 agerstriber fordelt på 27 forskellige marker rundt på Fur fra Kønsberg i nordøst og til Folddal i sydvest. Folddal lå ved den sydligste del af den nuværende Boagervej, godt 2 km i luftlinie fra gården. Når alle de bønder, der havde jord i samme mark skulle være enige, før end man kunne høste eller pløje, så er det let at forstå, at det var en uhensigtsmæssig måde at dyrke jorden på.

I år (1988) fejrer vi 200 året for stavnbåndets ophævelse. På den tid tror jeg ikke, at det var det, bønderne gik mest op i. Der skete godt nok det, at de unge mænd nu frit kunne flytte fra sogn til sogn. Tidligere skulle de have godsejernes tilladelse i form af et fripas. Var behovet for at rejse der, og begrundelserne gode nok, så fik de som regel deres pas; i hvert fald på Fur.

Det, der gjorde meget større indtryk på befolkningen, var de øvrige landboreformer, der mundede ud i udskiftningen af fællesskabet. I stedet for de mange små agre, fik de enkelte gårdsparter deres jord samlet i en hovedlod og enkelte udlodder med eng og lyngslet i bakkerne.

Imidlertid kan vi se på udskiftningskortet, at der lå mange gårde i Nederby. Kun ganske få kunne få deres hovedlod nær gården. Langt de fleste fik jord syd på i Søndergårdsområdet og måtte derfor flyttes ud. Bjerregaard havde samme problem - kun den ene part fik jord lige ved gården, de to øvrige fik deres hovedlod på Pikhede.

Den part, der blev liggende, var nr. 22, der senere fik matrikelnummer 12. Part nr. 20 fik matr. nr. 38 og lå sydligst på Pikhede, medens den sidste part nr. 21 fik matr. nr. 39 og lå nordligere.


Fig 3: Else Jeppesen blev født i 1855 i den søndre Bjerregaard på Pikhede, matr. nr. 38. Her levede hun det meste af sit liv sammen med et par ugifte brødre. Her har hun tegnet Thomas Mortensens gård på Pikhede, den anden Bjerregaard på Pikhede, nemlig matr. nr. 39. Tegningen er fra 1904.
Her voksede Laang Mikkel op hos moderen Johanne Jensdatter og stedfaderen Morten Thomasen.

Kort efter udskiftningen hed gårdfæsteren i part nr. 21, Mikkel Mikkelsen [Laang Mikkels far]. Vi ved, at han havde forberedt en udflytning af gården til jorden i Pikhede, idet han havde købt tømmer hjem fra Aalborg, da han pludselig i 1806 døde fra en hustru, gravid i 6. måned, og 5 små børn. Enken giftede sig en måned senere med Morten Thommesen, og han afsluttede byggeriet og købte gården til selveje i 1807.

En anden væsentlig følge af udskiftningen og jordreformerne var, at bønderne nu kunne købe deres gårde for herefter selv at stå for hele driften. Det gav især gode muligheder for de dygtige og fremsynede. De ældre og mindre kvikke bønder syntes sikkert, at fællesskabets ophævelse var en stor tilbagegang.

De to øvrige parter af Bjerregaard blev begge solgt til selveje i 1811, og på dette tidspunkt må den sidste part være blevet udflyttet.

Nu fulgte en tid med nogen navneforvirring, idet både den gård, der blev liggende i Nederby og de to udflyttede gårde blev kaldt Bjerregaard.

I 1840 fik Niels Nielsen Karl, der var tjenestekarl i Bjerregaard i Nederby, og som nu stod for at skulle giftes, tildelt et stykke af den tidligere gårdsplads til leje, hvor han byggede det første Bjerregaardshus, der blev stående i godt 30 år. I 1880 byggedes ved skrænten ned mod Hvirpgade et nyt hus, denne gang til en svigersøn til gården. Jorden her blev først udstykket i 1920, og i dag ligger på denne lod huset Hvirpgade nr. 3.

På et kort fra 1882 ser vi, at gården i Nederby kaldes Bjerggaard, medens de udflyttede gårde kaldes Pighede Gde. Bjerregaardnavnet blev hængende på gården i Nederby, indtil den en gang i 1920-erne blev nedlagt. Herefter flyttede navnet ud til gårdene på Pikhede.

I 1948 udstykkedes et par villalodder oppe på den gamle gårdsplads på bakken, og omkring 1960 byggedes endnu et hus her. Først i 1970-erne planlagdes et større villakvarter fra den gamle gårdsplads og vestpå til husene på Dalagervej, og en ny villavej blev anlagt. Da postvæsenet nogle år senere krævede, at alle veje fik officielle navne, var det naturligt at kalde den Bjerregårds Bakke, selv om de færreste vel tænker på, at her lå gennem mange hundrede år en af Furs allerstørste gårde.


Webmaster Tilbage
Jens V. Olsen 26 Feb 2009